






Gammel Kongevej 146, 1. tv, 1850 Frederiksberg C
Herskabslejlighed i sit smukkeste udtryk med mange af de originale detaljer og 2 altaner på Frederiksberg C!
Gammel Kongevej er en af Frederiksbergs ældste gader med rødder tilbage til 1600 tallet. Gennem tiden har gaden udviklet sig fra en ujævn udfaldsvej til en af områdets mest eftertragtede adresser. I dag byder den på specialbutikker, gode spisesteder og et rigt kulturliv. Metroen ved Frederiksberg Allé ligger få minutters gang fra ejendommen og giver nem adgang til resten af byen. For enden af vejen ligger Frederiksberg Have, som altid er et besøg værd med smukke stier, søer, kanaler og grønne omgivelser.
Hver gang jeg går gennem Gammel Kongevej, er der nogle få ejendomme, der altid fanger mit blik. Denne ejendom er en af dem. Den skiller sig ud med sine lyse nuancer, sin flotte og velholdte facade og de mange fine arkitektoniske detaljer. Lyset falder altid så smukt på ejendommen, at man allerede udefra får en fornemmelse af, at lejlighederne må have et helt særligt lysindfald. Og det har de. Lejligheden rummer alt det, man drømmer om i en klassisk herskabslejlighed. Smukke plankegulve, stuk, rosetter, høje paneler i den store spisestue, et fantastisk lysindfald, tre stuer en suite, mange vinduesfag, franske døre, fyldingsdøre og en imponerende loftshøjde på 3,20 meter. Alt det, der skaber atmosfære, sjæl og karakter.
Detaljerne bliver ved med at dukke op, når man går rundt i lejligheden. Her er virkelig meget at beundre. En personlig favorit er ansigterne i den originale stuk i, der går igen i flere rum.
Planløsningen er utrolig veldisponeret uden en eneste spildt kvadratmeter. Der går langt imellem, at jeg ser en lejlighed, hvor pladsen er udnyttet så godt. Her er mulighed for fire reelle soveværelser, samtidig med at man bevarer både stue, spisestue og køkken. Sælger har boet her i mere end 15 år og har nydt både lejligheden og det fantastiske nærmiljø lige uden for døren hver eneste dag.
Der er brugsret til et kælderrum.
Allerede når du træder ind i opgangen, fornemmer du den kvalitet og ordentlighed, der kendetegner ejendommen. Beboerne værner tydeligt om deres hjem, og opgangen er løbende vedligeholdt med respekt for bygningens arkitektur. De dekorative indgangspartier og de smukke opgange er værd at bemærke, ligesom de fine balustre.
Ejerforeningen, som består af Gammel Kongevej 142 og 146, råder over et hyggeligt gårdareal med terrasser, fælles havemøbler, grillområde, trampolin og god plads til leg. Her er virkelig hyggeligt og utrolig stille, med masser af grønt. Ejendommens beboere mødes desuden til havedage, hvor de i fællesskab vedligeholder og passer fællesarealerne.
Derudover et parkeringsareal, hvor man kan skrive sig på venteliste til en parkeringsplads.
Tro mig, dette er en lejlighed, der kan det hele. Velkommen til Gammel Kongevej 146, 1.

