logo
image 01
image 02
image 03
Åbent hus med tilmelding - Søndag 21. juni 12.10 - 12.40

Kochsvej 21, 2. tv, 1812 Frederiksberg C

Enestående beliggenhed med smuk udsigt over villakvarter. En af Frederiksbergs absolutte bedste beliggenheder !

Imponerende gennemrenoveret herskabslejlighed – ja, nærmest genfødt – hvor der er skabt en helt igennem vellykket kombination af det gamle, herskabelige og det moderne, funktionelle. Køkkenet er flyttet til den oprindelige spisestue, og hjertet i lejligheden er i dag det store køkken/alrum, som hænger perfekt sammen med den smukke opholdsstue.

Man bliver forblændet af den kompromisløse istandsættelse, der er gennemsyret af kvalitet. Det lækre køkken/alrum er fra Handcrafted Interior med massive skuffer i egetræ, smuk bordplade i dolomitsten, elegante greb fra Julie Brandt, Quooker Fusion 5 samt alle hårde hvidevarer, herunder Bora kogeplade og vinkøleskab.

Det overdådige badeværelse er udført med smukke klinker og vandbåren gulvvarme, eksklusive armaturer fra Dornbracht, indbyggede skabe fra Handcrafted Interior samt en diskret indbygget vaskesøjle. 

Lejligheden blev gennemrenoveret i 2025, hvor alle radiatorer blev udskiftet og skjult med snedkerbyggede radiatorskjulere. Væggene blev fuldspartlet og fik nyt glasfilt, samtidig med at der blev indfræset nyt el i hele lejligheden. Overalt i lejligheden er der lagt gennemgående nye, smukke massive sildebensparketgulve uden et eneste dørtrin. Dette giver en fornemmelse af gennemført perfektionisme, som fortsætter som den røde tråd gennem hele lejligheden.

Planløsningen er gennemtænkt, idet man har skabt tre gode soveværelser, gæstetoilet og placeret køkkenet centralt i lejligheden. Lejligheden har endvidere 3 meter til loftet, en pragtfuld udsigt over villakvarteret samt et fantastisk lysindfald, hvor solen kan nydes i stuerne til sent på dagen.

Denne dejlige lejlighed ligger i en ejendom med en mindst lige så dejlig adresse. Her befinder man sig vitterligt på det allermest grønne og det allermest ægte Frederiksberg. Frederiksberg Allé og sidevejene hertil har altid været noget helt særligt. Frederiksberg Allé blev anlagt i begyndelsen af 1700-tallet med parisisk inspiration - og netop den parisiske stemning kan man roligt sige stadig består i området. I dag er Kochsvej blandt andet kendt for sine karakteristiske engelske rækkehuse og privatskolen Frederik Barfods Skole.

At bo på Kochsvej er en livsstil med et væld af kulturel inspiration, lækre specialbutikker, delikatesseforretninger og gastronomiske oplevelser lige om hjørnet. Metro på Frederiksberg Allé ligger ca. 200 meter fra gadedøren, så man nemt og hurtigt kommer rundt i byen og til lufthavnen. Frederiksberg Have med sit eventyrlige engelske haveanlæg og de romantiske kanaler ligger og venter for enden af alléen. 

Ejendommen fremstår flot og velholdt med en velfungerende lille ejerforening, hvor der er en god dialog, beboerne løbende drøfter tingene og passer godt på ejendommen. Den årlige havedag i foråret afsluttes med fælles frokost, og sommeren rundes af med en mindre havedag i efteråret. Ejendommen gennemgik en større facaderenovering i 2017, og faldstammerne blev udskiftet i 2023. Der er ingen gæld i ejerforeningen – til gengæld indbetales der årligt til grundfonden, hvilket historisk har betydet, at vedligeholdelsesopgaver har kunnet gennemføres uden ekstra indbetalinger fra beboerne.

Der er aktuelt et altanprojekt undervejs i ejendommen. Der er netop afholdt et altanmøde, hvor der var opbakning til at arbejde videre med projektet med henblik på en endelig beslutning på en kommende generalforsamling i slut juni. Herefter skal projektet godkendes af kommunen. Den foreløbige plan er, at altanerne bliver ca. 1,5 x 3,7 meter.


Økonomi
Pris
14.500.000 kr.
Udbetaling
725.000 kr.
Brutto (ex. ejerudgifter)
78.563 kr.
Netto (ex. ejerudgifter)
63.786 kr.
Ejerudgifter pr. md.
6.572 kr.
Jan Sørensen
Ejendomsmægler, MDE