Henrik Ibsens Vej 2, 2. TV., 1813 Frederiksberg C

Herskabslejlighed med altan i klassisk Frederiksberg-ejendom

Fornem, smuk og stemningsfuld herskabslejlighed på en af de mest eftertragtede adresser på Frederiksberg C. Lejligheden ligger i en hvid, historisk ejendom med et karakteristisk tårn på hjørnet af Frederiksberg Allé og Henrik Ibsens Vej. Her bor man i attraktive omgivelser med bl.a. Promenaden og Frederiksberg Chokoladeforretning som genbo og indkøbsstrøget Gl. Kongevej og andre delikatesseforretninger lige om hjørnet.

Lejligheden er renoveret fra A-Z med stor respekt for ejendommens originale detaljer. Den originale stuk er som dørgrebene vedligeholdt og lige så smukke som i 1883, da ejendommen blev opført. De høje paneler, fyldningsdøre og rosetter, er med til at understrege den herskabelige stemning i de store, lyse rum, der yderligere har en fantastisk loftshøjde på hele 3,20 meter. På gulvene er der sildebensparket, som er blevet renoveret og olieret, så de fremstår lige så smukke som resten af boligen.

Det lækre og åbne køkken fra Invita er opført med gulvvarme, Quooker-vandhane og hvidevarer fra blandt andre Gaggenau. Det skal bemærkes, at der er god opbevaringsplads med indbygget skab i entréen og en dejlig walk-in garderobe.

Altanen vender stik syd, og der er således sol på altanen hele dagen, til solen går ned mod vest ca. kl. 20.00 i højsommeren. Altanen ligger desuden utrolig ugeneret i forhold til indkig, som er sjældent på indre Frederiksberg. Man kan også nyde udelivet i ejendommens langstrakte haveanlæg, hvor man får en hyggelig stemning med borde og bænke, legeplads og gamle træer.

Ejendommen er beliggende tæt på Frederiksbergs aktive kulturliv med blot 200 meter til Betty Nansen Teatret og 400 meter til Aveny-T. Der er 100 meter til metrostationen, så man nemt og hurtigt kommer rundt i byen og til lufthavnen. Frederiksberg Have med sit eventyrlige engelske haveanlæg og de romantiske kanaler ligger og venter ca. 400 meter fra gadedøren.

Boligvideo præsenteret af Dit og Mit Frederiksberg