" />
Femte Juni Plads 9, 2000 Frederiksberg

UDSØGT OG IMPONERENDE LIEBHAVERI PÅ SELVE FEMTE JUNI PLADS - SAMLET 324 KVM + TAGTERRASSE!

Adressen taler for sig selv. Ejendommen er beliggende i et af de mest eftertragtede villakvarterer på Frederiksberg - selve Femte Juni Plads. Området har altid været præget af en eksklusiv stemning, som stadig den dag i dag er kendetegnet for den smukke Allé. I gå-afstand finder man både Metro, S-tog, skoler, Grøndalsparken samt gode indkøbsmuligheder. Der er gode parkeringsmuligheder lige foran hoveddøren. Til trods for den centrale beliggenhed er der en udsøgt ro - også i den dejlige solrige have, som er en oase midt i byen. Haven er belagt med bornholmsk granit ølandsbrud med stedsegrøn beplantning, smukt magnoliatræ og det hyggelige udekøkken med armatur i rå messing, vask og gas-blus, som giver fornemmelsen af at træde ind i sommeren i Frankrig. Solen kan nydes i haven og på terrassen hele dagen, til den går ned i de sene aftentimer.

Udsøgt liebhaveri der på alle områder omfatter en hverdag i luksus. Ejendommen er gennemgående renoveret med de lækreste løsninger og materialer. Ved ankomst til den herskabelige ejendom fornemmer man straks den gennemførte kvalitet, som fortsætter som den røde tråd igennem hele ejendommen - lige fra de klassiske Københavnerlamper med kobberlåg, de skønne svenske porcelænskaminer, lækre materialer og søjler fra Green Square - en gennemført finish, stil og stemning, der sjældent findes. Bemærk at renoveringen er foretaget uden nogen former for gasbeton eller lignende materialer. Alt er udført i gedigne materialer og rigtige mursten. Hjertet i ejendommen er det store imponerende køkken/alrum med indbygget mad-elevator til tagterrassen, Gaggenau komfur med ekstra bred ovn, og sort smedejernspejs, armatur i massiv rå messing, quooker og indbygget kaffemaskine. Dele af køkkenet er lavet af køkkensnedkeren Simonsen & Czechura, ligesom de har lavet højskabe til opbevaring og med vinkøleskab fra Gaggenau.

Fra køkkenet er der direkte adgang til den dejlige have, som fungerer som en ekstra stue om sommeren. Ord kan ikke beskrive oplevelsen af at sidde i det lækre og stemningsfulde køkken, som mest af alt giver associationer til de mange middage og selskaber, der må have været afholdt i det dejlige hjem.

Planløsningen er optimal med store lækre rum - en åbenhed der ikke findes andre steder. Det er muligt at lave 4 soveværelser fordelt på 1 og 2. sal. Kælderen er indrettet som en lille selvstændig lejlighed med egen indgang, stue, badeværelse og gæsteværelse. Kælderen er dog ikke godkendt til beboelse. Dette er et helt særligt og velholdt hjem, der skal opleves.


Boligvideo præsenteret af Dit og Mit Frederiksberg