Segelckesvej 1, 2., 2000 Frederiksberg

Villalejlighed ved 5. Juni Plads - indbydende og stilsikker

Lejligheden er beliggende på en stille lukket villavej tæt ved 5. Juni Plads. Ved ankomst til ejendommen bemærker man straks, at der er børnetegninger med kridt på fortovet. Det betyder meget, at vejen er lukket. Her er fred og ro, selv om vi befinder os midt i byen. Til ejendommen hører den dejligste grønne, solrige have. Stuelejligheden har brugsret til forhaven, mens 1. og 2. sal har brugsret til baghaven. Haven benyttes p.t. fælles med undtagelse af terrasserne, som man har privat brugsret til. På terrassen og i haven kan solen nydes i fulde drag hele dagen, til solen går ned bag byens tage ca. kl. 20.00 i højsommeren.

Tæt på ejendommen ligger både vuggestue, børnehave og Skolen på La Cours Vej. Børnene skal ikke over nogle store veje for at komme i skole.

Lejligheden fremstår utrolig flot istandsat og besidder en karakteristisk stemning, der er indbydende og imponerende med loft til kip, fritlagte bjælker og en udsigt, der er intet mindre end betagende. Det lækre snedkerkøkken er håndlavet og udover at være utrolig godt indrettet med god skabsplads og lækre hårde hvidevarer, er der ekstra dybde i bordpladen, der giver dejlig meget bordplads. Alle gulve er udskiftet til nye plankegulve, og der er i den forbindelse lagt ekstra isolering ned til underboen. Der er ikke sparet på noget. Lejligheden er istandsat med lækre løsninger og materialer. Sælger har indrettet lejligheden med 2 soveværelser og en stor stue. Der kan nemt etableres et ekstra soveværelse, hvis du som køber har behov for 3 soveværelser. Badeværelset er holdt i lyse og enkle elementer. På badeværelset er der vaskemaskine og tørretumbler.

Udover de 114 kvm. er der lavet en hems på ca. 30 kvm., som har mange anvendelsesmuligheder. I kælderen er der gode opbevaringsmuligheder. Kælderen fremstår tør og anvendelig. Økonomien i foreningen er sund og via boligafgiften afdrages der på foreningens lån.

Dette er en rigtig flot villalejlighed i en mondæn villa, klar til indflytning og på en hyggelig villavej på Frederiksberg.