Hostrupsvej 12, 1. th., 1950 Frederiksberg C

IMPONERENDE OG INDFLYTNINGSKLAR LEJLIGHED PÅ FREDERIKSBERG C MED SOLRIG ALTAN OG EN PRAGTFULD UDSIGT.

Ejendommen er beliggende i smørhullet af indre Frederiksberg ved den grønne cykelsti og villaområdet ved Ceresvej og Christian Winthers Vej. Indenfor kort gå-afstand har man både metro ved Frederiksberg Centret, indkøbsstrøget på Gl. Kongevej, det kulturelle miljø på Frederiksberg Alle og de gastronomiske oplevelser, som Frederiksberg byder på. Af grønne oaser har man både Frederiksberg Have og Landbohøjskolens park indenfor kort afstand.

Lejligheden er indbegrebet af perfektion. Sælger har totalrenoveret lejligheden med lækre materialer og løsninger, og har skabt en helt igennem vellykket kombination af det gamle, herskabelige og det moderne og funktionelle. Renoveringen er foretaget i 2021 og omfatter lige fra nyt lækkert køkken fra Invita Fusion med vinkøleskab med lys og god skabsplads. Alle hårde hvidevarer er også fra 2021 - med undtagelse af vinkøleskab og vaskesøjle. Badeværelset er opført med elegant afskærmning i glas, armatur fra Vola og gulvvarme. Overalt er der nyt el, der er fræset ind i de rene vægge med filt, nye sildebensparket i eg uden dørtrin, snedkerlavede radiatorskjulere, nye paneler, etc. Kort sagt - alt fremstår lækkert og indflytningsklart og er indbegrebet af en hverdag i luksus.

Fra den solrige sydvendte altan er der fri udsigt til det grønne Frederiksberg. Herfra kan solen, roen og udsigten nydes i fulde drag, til solen går ned bag byens tage ud på aftenen. Fra stuen er der ligeledes fri udsigt til den stille sidevej, Chr. Richardts Vej. Det er sjældent på Frederiksberg C, at man ikke har genboer, men blot ser ind i et maleri af Frederiksbergs grønne natur til begge sider. Det giver en fornemmelse af lys og luft. Lejligheden har eksklusiv brugsret til et rum på bagtrappen, hvor deres vaskemaskine og tørretumbler er installeret. Det er utrolig praktisk, at man har det lige ved hånden, uden at det behøver at stå inde i lejligheden.

Ejerforeningen er yderst velfungerende og social i det omfang, man har lyst. Den hyggelige gårdhave bliver flittigt brugt. Ejerforeningen har for nyligt fået renoveret opgangen, og den står i dag blandt de flotteste opgange på hele Frederiksberg. Opgangen er åbnet op mod gården, så man kan komme direkte fra gården ind i hovedopgangen. Dette betyder, at sælger altid bruger indgangen fra den lille stikvej bag Hostrupsvej, hvor der ligeledes er gode parkeringsmuligheder. Lejligheden har brugsret til bl.a. fælles kælderrum, privat loftrum, fælles cykelkælder, fælles hobbyrum og fælles barnevognsrum.

Dette er en perle af en lejlighed i enhver henseende. Velkommen til Hostrupsvej 12.