Porcelænshaven 3N, 2000 Frederiksberg

Lækkert rækkehus i Porcelænshaven med udsigt og altaner

Siden 1882 har Den Kongelige Porcelænsfabrik tronet på hjørnet af Smallegade og Søndre Fasanvej. De karakteristiske historiske industribygninger har været udgangspunkt for det nye byområde på grunden. De tidligere industribygninger er nænsomt restaureret, og området emmer af historie og er blevet en eksklusiv oase i storbyen. Målet med Porcelænshaven var at bevare så mange af de oprindelige bygninger som muligt, og Frederiksberg Kommune stillede stramme regler for ombygningen. Regler, der skulle sørge for, at Porcelænshaven passede ind i sine omgivelser. For at holde historien om Den Kongelige Porcelænsfabrik i live har man ladet stel og brændemetoder fra porcelænsfabrikkens virke gå igen efter ombygningen. De nye byggerier på området har således fået navne som Flora Danica Huset og Fajancehaven. Lige nu skal vi tale om de lækre rækkehuse, der blev opført i 2008, som er en del af Grundejerforeningen Porcelænshaven.

For enden af vejen har man indgangen til Frederiksberg Have, hvor man fra 1. parket er med i de skiftende årstider og fuglenes lyde som et grønt maleri af Frederiksberg, der er både ægte, ubegribeligt  og betagende på samme tid. Det er næsten uvirkeligt, at man har så dejlig en natur som nabo, når man samtidig er midt i byen. På den anden side af de smukke rækkehuse har man samtidig direkte adgang til det grønne område, hvor børnene spiller bold og fællesskabet i alle aldre blomstrer. Fra alle sider er man omkranset af grønne områder. 

Husene er indrettet i 4 plan med fokus på en moderne funktionalitet og med udsigt og altaner på alle etager. Der er 4 soveværelser, 2 badeværelser og stue og køkken/alrum fordelt på hver sin etage, så familien både har mulighed for at være sammen, men også for at dele sig op.

Køkkenet er let og elegant i hvide elementer og har direkte udgang til den dejlige terrasse, som er helt privat. Her er utrolig fredeligt og stille - selv med åbne døre til terrassen. Det er i sandhed en lille oase midt i byen. Udsigten og de fine grønne arealer giver fornemmelsen af lys og luft fra alle sider.

Som beboer i Porcelænshaven er man dejlig tæt på Metro, Frederiksberg Biograf og Bibliotek - en række af kulturelle og gastronomiske oplevelser samt indkøbsstrøget på Gl. Kongevej.

Sælger har en p-plads i den aflåste parkeringskælder, så man nemt og bekvemt kan parkere i Porcelænshaven. Parkeringspladsen kan tilkøbes for kr. 200.000. 

Der afholdes ikke åbent hus. Ejendommen fremvises kun efter aftale.

Velkommen til Porcelænshaven 3N.