Frederiksberg Alle 53, 2. th., 1820 Frederiksberg C

Gennemført ægte herskabslejlighed med altan på selve Frederiksberg Allé!!!

Denne imponerende lejlighed ligger i en ejendom med en mindst lige så imponerende adresse. Her befinder man sig vitterligt på det allermest grønne og det allermest ægte Frederiksberg. Frederiksberg Allé har altid været noget helt særligt. Den smukke allé blev anlagt i begyndelsen af 1700-tallet med parisisk inspiration - og netop den parisiske stemning kan man roligt sige stadig består. Fra hoveddøren er man en del af det hyggelige og charmerende miljø, som netop Frederiksberg C byder på. Det er en livsstil med et væld af kulturel inspiration, lækre specialbutikker, delikatesseforretninger og gastronomiske oplevelser. Metro på Frederiksberg Allé ligger 100 meter fra gadedøren, så man nemt og hurtigt kommer rundt i byen og til lufthavnen. Frederiksberg Have med sit eventyrlige engelske haveanlæg og de romantiske kanaler ligger og venter for enden af alléen.

Ejendommen tårner sig næsten majestætisk frem på alléen, og der sendes mange beundrende blikke fra forbipasserende. Historier går på, at det var netop denne lejlighed, som bygherre lavede til sig selv, da ejendommen blev opført tilbage i 1906, og at det er årsagen til den ekstra lofthøjde på ikke mindre end 3,12 m. Allerede i entréen fornemmer man den gennemførte originale herskabelighed, som er blevet bevaret, og som fortsætter som den røde tråd igennem hele lejligheden. De smukke stuklofter, høje paneler, originale plankegulve, stuer en suite - alt sammen detaljer, der giver netop den stil og stemning, som var tiltænkt ejendommen tilbage i 1906, da ejendommen blev opført. Sælger har igennem årene renoveret og vedligeholdt lejligheden med lækre løsninger og materialer - og det på en måde, hvor det gamle herskabelige er kombineret med det moderne og funktionelle. Det er en perle af en lejlighed.

Ligesom resten af lejligheden er planløsningen gennemtænkt og enestående. Da lejligheden ligger på hjørnet af Frederiksberg Allé og Kochsvej er her et pragtfuldt lysindfald igennem de store smukke vinduespartier. Indretningen står dig frit for, idet der både kan indrettes med 5 soveværelser eller blot nyde de mange stuer en suite, som hæver lejligheden til et højere niveau. Det dejlige køkken er fra Kvänum, som står for gennemført kvalitet. Herfra er der udgang til den dejlige altan, hvortil dørene kan åbnes helt op, så altanen bliver en integreret del af køkkenet i hele sommerperioden. Der er naturligvis både badeværelse og gæstetoilet, så der er mulighed for at have en helt privat afdeling. Vinduerne i ejendommen er lige blevet skiftet til  meget smukke koblede vinduer. Sælger har i den forbindelse allerede betalt lejlighedens andel hertil på kr. 370.000. 

Til ejendommen hører et dejligt gårdmiljø, som inviterer til lange sommeraftener med venner og familie. 

Dette er kort sagt en lejlighed i særklasse - på en af de bedste adresser på Frederiksberg C.