Sankt Thomas Alle 14, 4. tv., 1824 Frederiksberg C

Enestående penthouse i 2 plan med 3 altaner på selve Sankt Thomas Allé - et lysfyldt frirum i hjertet af Frederiksberg C!

Jeg tør godt sige, at vi er i hjertet af Frederiksberg... Sankt Thomas Allé er en af mine egne absolutte favoritadresser på Frederiksberg C. En utrolig smuk og stille ensrettet sidevej imellem Gammel Kongevej og Sankt Thomas Plads på Frederiksberg Allé. Det er ikke bare et hjem. Det er en livsstil at bo her. Det er en lille oase midt i byen, hvor man stadig er i gå-afstand til hele Frederiksbergs kulturelle liv, stemning og miljø, Frederiksberg Have, Værnedamsvej og ikke mindst alle de lækre specialbutikker på indkøbsstrøget, Gammel Kongevej. Her er en udsøgt fred og ro - selv med åbne vinduer - og hvis man ikke har prøvet at bo her, kan man ikke forestille sig, hvor fredfyldt her kan være. Af offentlig transport i gå-afstand kan bl.a. nævnes metro på Frederiksberg Allé, hvorfra man er på Kongens Nytorv på 7 minutter.

Lejligheden er på alle måder imponerende og enestående. Overalt er den istandsat med de lækreste løsninger og materialer. Det imponerende køkken i åben forbindelse til spisestuen er hjertet i lejligheden. Her indtager gæsterne sine pladser før middagen med et glas vin i hånden, mens dørene står på vid gab til de dejlige altaner, som fungerer som en ekstra stue fra påske til efterår. De smukke plankegulve er fra Dinesen og klæder lejlighedens moderne istandsættelse, mens det understreger eksklusiviteten af materialevalget. 

Lejligheden er i 2 plan med 3 altaner, hvor solen kan nydes fra første solstråle tidlig morgen, til solen går ned bag byens tage sent ud på aftenen. Her er en udsigt, som de fleste kun får lov at drømme om, og et pragtfuldt lysindfald fra alle sider. Vi er øverst oppe uden overboer - en detalje som man bestemt ikke skal undervurdere i en gammel ejendom. 

Det eksklusive badeværelse er udført med gulvvarme, lækre klinker, en dejlig stor bruseplads og vaskemaskine og tørretumbler, der er elegant gemt af vejen bag dækningslåger. Soveværelset har god skabsplads og lejlighedens depotrum har man lige ved hånden via intern trappe. 

Dette er en gennem renoveret lejlighed med en så gennemført finish, som jeg alt for sjældent oplever. Det er en fornøjelse at gå igennem lejligheden og nyde de mange overvejelser og detaljer, der ligger bag istandsættelsen. 

Til ejendommen hører en smuk parklignende have med æble- og syrentræer, gamle frugttræer, bede til krydderurter og masser af plads til at lege og bare nyde de lange sommeraftener. Den står som et sjældent malerisk grønt billede. 

En perle af en lejlighed på en lige så sjælden adresse. Velkommen til Sankt Thomas Allé 14.