Stockflethsvej 9, 1. tv., 2000 Frederiksberg

UDSØGT LEJLIGHED MED IDYLLISK BELIGGENHED OG SOLRIG UDSIGTSALTAN

Lejligheden ligger tilbagetrukket med helt ugenert beliggenhed på lille fredelig stikvej ved Frederiksberg Hospital i det skønne villakvarter - hvor trafikstøj synes langt væk! Fra Stockflethsvej er der hurtig adgang til det blomstrende liv på Godthåbsvej, samt Metroen på Fasanvej med transit direkte til lufthavnen. Frederiksberg Have og Søndermarken er altid indenfor kort cykelafstand på Frederiksberg, og parkeringsmulighederne foran ejendommen altid gode. En unik kombination af central beliggenhed og udsøgt ro i både lejligheden og på altanen.

Ejendommen, der er opført i 1915, fremstår velholdt i klassisk Frederiksberg-stil beklædt med røde mursten, smukke hoveddøre og flotte dekorative indgangspartier. Ejerforeningen er veldrevet og råder over den skønneste private gårdhave med plads til børn i alle aldre. Lejligheden har brugsret til flere depotrum samt eget vaskerum i kælderen.

Lejligheden er ligesom ejendommen flot og herskabelig. De høje stuklofter, smukke sprossede vinduer samt originale trægulve/fyldningsdøre danner rammerne om den røde tråd, der går igennem hele lejligheden. Lejlighedens indretning er klassisk med 2 smukke stuer en suite samt 2 soveværelser mod gården, hvor det ene værelse har store indbyggede skabe og udgang til skøn solrig altan med herlig ugenert udsigt. Lejlighedens badeværelse er netop renoveret i flot stil med gulvvarme og vindue til udluftning. Køkkenet er holdt i enkelt stil med hvide fronter og praktisk bordplade.

Velkommen til Stockflethsvej.